-
På et år er der nedlagt 640 parkeringspladser i Indre By. Kren Erik Nielsen oplever det som »hetz« og »chikane«
Источник: BDK Borsnyt / 07 янв 2025 02:50:07 America/Chicago
Kren Erik Nielsen bor i Indre By. Der har han boet længe, og det har aldrig været et problem for ham at parkere sin BMW i området. Men det er det nu. For et år siden var der 820 almindelige p-pladser i Middelalderbyen, der er afgrænset af Gothersgade, Holmens Kanal, Christians Brygge, H.C. Andersens Boulevard og Nørre Voldgade. Nu er der 180. Snart færre end det. Altså: Snart vil det være meget svært at parkere i byen. »Flere beboere kalder det chikane. De oplever det som hetz,« siger 63-årige Kren Erik Nielsen, som er økonom og bestyrelsesformand for Rundetårn Kvarterets Beboerforening. »Der har aldrig før været en så hektisk debat om et emne eller en ændring i Indre By før. Folk er meget sure over det her på grund af selve processen og på grund af den manglende årsagsforklaring fra kommunens side. Jeg tror, at det bliver en varm kartoffel ved det kommende valg.« Kren Erik Nielsen holder parkeret i et autoværksted i Nordsjælland, da Berlingske fanger ham. Han skal have vinterdæk på sin elbil, og han er spændt på, hvad der venter ham i det indre København, for han har ikke været tilbage i byen siden yderligere 150 pladser blev nedlagt 31. december. Inden juledagene brugte han ofte en time på at finde en parkeringsplads, og det endte ofte med parkering i en af parkeringskældrene, der ofte koster 3-400 kroner for en parkering natten over. »Velstillede kan altså betale sig fra problemet,« siger Kren Erik Nielsen og sukker. Nu skal Kren Erik Nielsen og andre bilister altså vænne sig til, at der kun er fri parkering, hvis der er en hvidmalet p-bås. Ingen parkering uden for båse. Samtidig er mange af de p-pladser, der er tilbage »reserveret til særlige formål«, hvilket blandt andet gælder pladser til handicappede og håndværkere. I stedet er der sat cykelstativer op på vejene. Et grønnere byrum Og hvorfor så det? Fra Københavns Kommune lyder det, at i »Middelalderbyen, hovedstadens historiske hjerte, skal der være mere plads til at gå og cykle, til at slå sig ned på en bænk, til lokalt byliv og til grønne pauser mellem de gamle huse.« Det kræver i første omgang, at bilerne optager mindre plads end i dag, skriver kommunen videre. På sigt er der mulighed for at indrette et bedre og hyggeligere byrum, står der også. Den køber Kren Erik Nielsen ikke. »Der er et parkeringsbehov af hensyn til beboerne og af hensyn til de butikker og restauranter, der er i området. Indre By dør jo, hvis parkeringsmulighederne forsvinder. Det handler ikke om trafik,« siger han: »Og det stopper ikke med Indre By. Det er bare begyndelsen. Der er jo heller ikke meget parkering på Østerbro eller på Vesterbro, Valby eller Nørrebro.« Hvad gør dig og de andre beboere med bil i Indre By så nu? »Flere siger, at de bliver nødt til at flytte. Men hvor skal de flytte hen? Jeg gider ikke flytte til en anden bydel med frygt for, at der heller ikke er nogle steder at parkere der om tre år.« »København bliver et sted for unge mennesker, der ikke har et transportbehov – men måske er det, hvad man ønsker.« Nielsen ønsker kommunal smidighed Ifølge Kren Erik Nielsen er det særligt børnefamilier, folk med arbejde uden for København og ældre mennesker, der raser over parkeringssituationen. »Det går udover dem, der skal hente og bringe børn, dem der skal til og fra arbejde, og ældre der eksempelvis skal bruge en bil til at køre på sygehuset,« siger han. »Vi forstår ikke, hvorfor kommunen har gjort det. Jeg hører folk konspirere om årsagerne bag. Og det er jo et udtryk for, at folk er bange. Hvad fanden sker der? Det er jo bilerne, der får flere af beboernes hverdag til at hænge sammen,« siger Kren Erik Nielsen. Han har et bud på, hvad kommunen kan gøre for at imødekomme beboerne med bil. Kren Erik Nielsen peger på, at der »meget ofte« er ledige parkeringspladser, som er forbeholdt håndværkere, der må parkere i området mellem klokken 07 og 17. »Hvis man nu var lidt mere smidig fra politisk side, så kunne man finde en langt bedre løsning ved at lade beboere parkere lidt længere end til klokken 07 på de her pladser til håndværkere,« siger han. Københavns Kommune skriver, at beboere med beboerlicens til Indre By har adgang til at parkere hele døgnet i fire private p-anlæg, hvor kommunen har reserveret et antal p-pladser til beboere i området. Det drejer sig om Israels Plads (Linnésgade 1 ved H. C. Ørstedsparken), Vognmagergade 9 (ved Gothersgade), Øster Farimagsgade 5 (Københavns Universitet på det tidligere Kommunehospital) og Nyropsgade 43 (ved Vesterport Station). Kren Erik Nielsen hævder dog, at der sjældent er plads i de pågældende huse. Kommunen forventer tilvænning »Jeg er blevet oplyst af Københavns Kommune, at de ikke kender belægningsprocenten af de lejede pladser i anlægget ved Israel Plads,« siger Kren Erik Nielsen. Berlingske har set aktindsigten og har forelagt kritikken for København Kommunes Miljø- og Teknikforvaltning. »Forvaltningen forventer, at der vil være en tilvænningsperiode til de nye forhold – og i løbet af 2025 vil effekten af ændringerne evalueres. På baggrund af evalueringen udarbejder vi en løsning for Nørre Kvarter, som skal politisk vedtages og efter planen indføres i 2026,« skriver de. Der vil fortsat være 220 parkeringspladser i gaderne i udkanten af Middelalderbyen og 150 erhvervspladser, der kan benyttes i tidsrummet 17 til 07 i hverdage og i hele weekenden. De oplyser desuden følgende om belægningsprocenten for kommunens lejede pladser i parkeringshusene i Vognmagergade, Nyropsgade og Øster Farimagsgade. Gennemsnitsbelægning for disse lokationer i december 2024 er følgende: Vesterport P-kælder ved Nyropsgade: 3 % Gutenberghus ved Vognmagergade 9: 90 % KU ved Øster Farimagsgade: 15 % Belægningsprocenten er angivet inden de ekstra p-pladser blev lejet 1. januar. »Det vil være en politisk beslutning, om der fremover også skal fjernes parkeringspladser i andre bydele i København,« skriver forvaltningen. https://www.berlingske.dk/indland/paa-et-aar-er-der-nedlagt-640-parkeringspladser-i-indre-by-kren-erik